Guide: Gode restauranter i indre by København

Nemme fladbrød med ristede kikærter, granatæble og myntedressing

Nem, sund, lækker og billig aftensmad. Så bliver det altså bare ikke meget bedre!

Disse fladbrød har jeg lavet ved at toppe grove pitabrød med lækre toppings. Det er en super simpel ret, der er lige til at bikse sammen på en hverdagsaften, hvor man har lyst til sund og lækker mad, der er både nemt og hurtigt at tilberede. Kikærterne rister jeg på panden i mellemøstlige krydderier, så de bliver let spicy sammen med en frisk myntedressing og syre og sødme fra granatæblekerner.

Det er helt perfekt hverdagsmad – også hvis du får gæster. De går i hvert fald rent hjem hos veninderne herhjemme! Retten er vegetarisk og et rigtig godt bud, hvis du gerne vil skære ned på kødet, men uden at det bliver kedeligt, eller hvor man ikke bliver mæt. Der er masser af fylde i de grove pitabrød og i kikærterne.

Du kan bruge de krydderier til kikærterne, som du bedst kan lide, eller dem du lige har i skabet. Jeg er vild med at bruge røget paprika, som har en skøn aroma og smag, der passer rigtig godt til kikærterne sammen med spidskommen.

Du kan selvfølgelig også lave fladbrød selv, men så er det ikke helt lige så nem aftensmad 😉

Opskriften svarer til 3 personer

Nemme fladbrød med ristede kikærter, granatæble og myntedressing

  • 6 grove pitabrød
  • 1 pose blandet salat
  • ½ agurk
  • granatæblekerner

Varm pitabrødene i ovnen eller på en brødrister. Vask salaten og skær agurken i tynde skiver med et juliennejern, et mandolinjern, en kartoffelskræller eller bare en skarp kniv.

Ristede kikærter

  • 1 dåse kikærter
  • 1½ tsk røget paprika
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk chili
  • ½ tsk hvidløgspulver
  • lidt olie

Hæld lagen fra kikærterne. Rist krydderierne på panden og tilsæt kikærter og lidt olie. Blandt det hele godt sammen og steg det i ca. 5 min. til kikærterne er varme og let sprøde.

Myntedressing

  • 1 dl neutral yoghurt
  • 1 fed hvidløg
  • 1 håndfuld frisk mynte
  • salt og peber

Kom yoghurt, hvidløg og mynte i en blender eller minihakker og kør det til dressingen er ensartet. Du kan også hakke hvidløg og mynte i hånden og blande det i dressingen. Smag til med godt med salt og peber.

Anret fladbrødene ved at toppe pitabrødene med salat, agurk, de ristede kikærter og granatæblekerner. Hæld dressingen over.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Guide: Gode restauranter i indre by København