Broccolisalat med den bedste dressing, tranebær og ristede græskarkerner

Guide: Gode restauranter i indre by København

Nogle gange kan det være virkelig svært at beslutte sig for en restaurant, når man gerne vil ud at spise. Nogle gange har man fået en anbefaling fra en veninde, nogle gange har man set lækre madbilleder på Instagram og nogle gange er man bare helt på bar bund. Derfor har jeg i denne guide samlet mit bud på gode restauranter i indre by i København.

Det er et ret godt mix af restauranter. Der er både restauranter, som er gode til en dateaften med kæresten, familiehygge eller en tøsemiddag. Nogle er virkelig billige restauranter, mens andre er lidt dyrere. Generelt synes jeg ofte, at jeg går lidt dyrere ud at spise i indre by, end jeg gør på fx Nørrebro og Vesterbro. Men ofte hænger pris og kvalitet jo sammen. Det synes jeg i hvert fald, at det gør for alle restauranterne i denne guide.

Guiden vil blive opdateret løbende, og du må hellere end gerne smide en kommentar nedenfor, hvis du har et tip til en god restaurant!

 

Høst

Hvor: Nørre Farimagsgade 41, 1364 København K

Pris: 350 kr. for tre retter og 450 kr. for fem retter

Høst er uden tvivl en af mine yndlingsrestauranter og en af dem, jeg oftest anbefaler til andre. Maden er intet mindre end fantastisk, servicen er i top og restauranten er gudesmuk. Høsts køkken er nordisk, og stilen er både rustik og utrolig elegant. Derudover er Høst en del af Cofoco.

Du kan læse hele anmeldelsen her: Høst 

 

108

Hvor: Strandgade 108, 1401 København K

Pris: Den store tasting menu koster 1150 kr., men booker du bord mellem 17 og 17.30, kan du få teatermenuen med tre retter for 395 kr. 

108 er nomas lillesøster, der siden 2017 har kunne pryde sig med en Michelin-stjerne. Maden er nordisk, og 108 går meget op i at bruge lokale råvarer, der er i sæson. De formår at trylle helt simple, danske råvarer om til sublime gourmetretter.

Du kan læse hele anmeldelsen her: 108

 

Atelier September

Hvor: Gothersgade 30, 1123 København K

Pris: 35-85 kr. for morgenretter og 85-115 kr. for frokostretter

Fin lille café på Gothersgade, der er kendt for deres avocadomadder og smukke anretninger. Maden er simpel, men gerne med et twist – og virkelig velsmagende!

Du kan læse hele anmeldelsen her: Atelier September

 

Un Mercato

Hvor: Frederiksborggade 19, 1360 København K

Pris: 20-95 kr. for morgenretter, 65-225 kr. for frokost- og aftenretter

Italiensk spisested lige bag Torvehallerne, som både serverer morgenmad, frokost og aftensmad. Un Mercato er god mad og hyggelig stemning helt nede på jorden. De har en rigtig fin udeservering, som er helt perfekt til en lille pause i byen med snacks og en drink.

Du kan læse hele anmeldelsen her: Un Mercato

 

Far’s Dreng

Hvor: Ny Adelgade 7, 1104 København K og Rosengården 12, 1174 København K

Pris: 20-110 kr. for morgenretter

Byens Bedste-vinder 2018, der serverer en virkelig lækker brunch, hvad end du er til acai bowls med farverige toppings, ristet rugbrød med spejlæg, vafler eller den store morgenplatte med forskellige lækkerier. Jeg kan især anbefale deres croque madame, som er virkelig god.

Du kan læse hele anmeldelsen her: Far’s Dreng

 

Restaurant PMY

Hvor: Tordenskjoldsgade 11, 1055 København K

Pris: 295 kr. for seks retter

PMY er en latinamerikansk restaurant med mad fra Venezuela, Peru og Mexico. Her skal du tage hen, hvis du gerne vil have en anderledes madoplevelse. Skønne latinamerikanske smage i virkelig autentiske retter med en hjemlig følelse på et højt niveau. Restauranten er lidt skæv på den fede måde.

Du kan læse hele anmeldelsen her: PMY

 

Neighbourhood

Hvor: Frederiksborggade 20D, 1360 København K

Pris: 145 kr. for pizza, 95 kr. for cocktails og 25-45 kr. for brunchretter

Er du til økologisk pizza, cocktails og italiensk brunch (måske ikke ligefrem samtidig), så er Neighbourhood stedet. Cool og afslappet stemning. Deres brunch ligger tungt med syndige retter som morgenmadspizza og vafler med parmaskinke og manchegocreme.

Du kan læse hele anmeldelsen her: Neighbourhood

 

Sankt Annæ 8

Hvor: Wildersgade 52, 1401 København K

Pris: 135 kr. for dagens ret (90 kr. to go)

Sankt Annæ 8 er en hyggelig lille restaurant på Christianshavn. Hver dag serverer de en ny ret til kun 135 kr., og du kan se menuen på hjemmesiden. Stemningen er virkelig afslappet, og maden er super lækker.

Du kan læse hele anmeldelsen her: Sankt Annæ 8

 

Midori

Hvor: Grønnegade 28, 1107 København K

Pris: 29-99 kr. per ret i forretsstørrelse

Japansk izakaya, som er den japanske version af tapas med en masse små retter. Lækker mad med alle de velkendte japanske favoritter og nye bekendtskaber. Både sashimi, tempurarejer og tangsalat, men også marinerede judasører og japansk kyllingesalat. Godt og billigt.

Du kan læse hele anmeldelsen her: Midori

 

Almanak

Hvor: Havnegade 44, 1058 København K

Pris: 575 kr. for fem retter eller ca. 130 kr. per ret a la carte.

I The Standard-bygningen I Havnegade ligger Almanak helt ud til vandet. Virkelig fin og elegant restaurant, der serverer moderne dansk mad. Her kan du spise smørrebrød til frokost eller lækre skalrejer til aften, hvor du kan nyde den smukke udsigt med et køligt glas vin.

 

Madklubben Bistro-de-Luxe

Hvor: Store Kongensgade 66, 1264 København K

Pris: 225 kr. for tre retter

Klart en af mine Madklubben-favoritrestauranter. Menukortet er relativt klassisk med nordiske og franske retter, og der er nærmest altid tatar på kortet – det går man bare aldrig galt i byen med! Her kan man altid regne med god mad og god vin til virkelig fornuftige priser. Det var faktisk her, jeg havde min første date med min daværende kæreste for fire år siden 😉

 

Cantina

Hvor: Borgergade 2, 1300 København K

Pris: 50-135 kr. for antipasti, 95-250 kr. for pasta og hovedretter og 100-135 kr. for pizza

Hvis du har en forkærlighed for italienske retter som burrata, vitello tonnato og napolitanske surdejspizza, så har du fundet det rette sted! Jeg er især vild med Cantinas lækre udvalg af antipasti, så man kan smage en masse forskellige italienske retter. Og så gør det bestemt ikke noget, at de også serverer cocktails!

 

No. 2

Hvor: Nicolai Eigtveds Gade 32, 1402 København K

Pris: 475 kr. for seks retter (frokostmenu med 2 retter for 250 kr.)

Endnu en af mine ultimative favoritter. No. 2 er lillesøster til Michelin-restauranten AOC. Restauranten er så fin og elegant og med den smukkeste udsigt ud over Københavns Havn og Den Sorte Diamant. Restauranten er ret intim og helt perfekt til en dateaften. Køkkenet anvender de bedste danske råvarer fra hav, skov og strand og fremtryller de smukkeste retter, der smager helt fantastisk.

Du kan læse hele anmeldelsen her: No. 2

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Broccolisalat med den bedste dressing, tranebær og ristede græskarkerner