Langtidsbraiseret svineragout med speltotto og syltede rødløg

Tærte med hvid chokoladeganache og granatæble

Jeg er ikke den store bager. Jeg synes faktisk, det er rigtig svært. Man skal have helt styr på teknikker og temperaturer, og går der bare en lille ting galt, så står man nogle gange med noget helt uspiseligt. Jeg har kæmpe respekt for dem, der er gode til det – det er vildt imponerende!

Selvom jeg synes, det er svært, så synes jeg også, at det er rigtig sjovt og udfordrende at bage. Og jeg kan afsløre, at det også bliver sjovere, når man får mere styr på det 😉 Det har kostet mig blod, sved og tårer for ikke at nævne endeløse frustrationer i køkkenet at nå dertil. Så giv ikke op, hvis det ikke lykkes! Og hvis du kaster dig ud i en ny dessert til dine gæster, så lav den dagen i forvejen, så du har tid til at lave en ny, hvis det går galt 😀

Til denne dessert brugte jeg to teknikker, der var nye for mig: mørdej og chokoladeganche. Jeg har hjulpet min mor med at lave mørdej som lille, men aldrig stået med den helt selv. Efter at have læst hvad der føles som hele internettet, kom jeg frem til, at det vigtigste var at samle dejen hurtigt og ikke ælte for meget. Jeg synes dog, det sværeste var at få dejen fra bagepapiret og over i formen. Det tog mig tre forsøg, før jeg fik den over, og jeg måtte “lappe” dejen, da der var kommet huller. Så hvis du sidder derude med den perfekte teknik til at få dejen i formen, så råb endelig højt!

I forhold til ganachen er det faktisk okay nemt at arbejde med. Du skal ikke brug vandbad til chokoladen, og så længe fløden ikke brænder på, er du home safe. Og når du rører frustreret i fløden og ikke kan forstå, det ikke samler sig, så tag en dyb indånding og rør videre – lige pludselig samler den sig på magisk vis!

Når det så er sagt, så er jeg ret stolt over, hvor lækker den her tærte er! Mørdejen er sprød og med god smag af smør, chokoladeganachen er helt blød og lækker, og granatæblekernernes syre gør, at tærten ikke bliver alt for tung!

Du kan enten bage tærten i en aflang form (ligesom mig) eller i en helt almindelig rund tærteform.

hvid-chokoladetaerte4

Opskriften svarer til 8-10 personer

Mørdej

  • 250 g hvedemel
  • 80 g flormelis
  • 1 knivspids salt
  • 125 g smør
  • 1 æg

Rør mel, flormelis og salt godt sammen. Tilsæt smørret skåret i tern og ælt det sammen til dejen smuldrer. Pisk ægget let og saml dejen hurtigt – du må ikke ælte for meget. Kom dejen i en frysepose og læg den på køl i 30 min. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og læg den i en smurt form. Skær overskydende kanter af og prik huller i bunden med en gaffel. Læg et stykke bagepapir over dejen og fyld med tærtekugler eller tørrede bønner. Bag bunden i ovnen ved 180 grader i omkring 15 min. Hvis bunden er for lys, fjerner du bagepapir og tærtekugler og giver den lidt længere tid i ovnen – men hold øje.

Hvid chokoladeganache

  • 200 g hvid chokolade
  • 2 dl piskefløde

Varm fløden op i en gryde til kogepunktet. Hak chokoladen og kom den i en skål. Hæld nu den varme fløde over chokoladen og rør rundt i midten af skålen med en dejskraber til chokoladen smelter og cremen samler sig og er ensartet. Fordel ganachen på den forbagte tærtebund og stil tærten på køl i mindst tre timer og gerne natten over.

Pynt

  • Granatæblekerner

Tag tærten ud fra køl og pynt med granatæblekerner lige inden servering.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Langtidsbraiseret svineragout med speltotto og syltede rødløg