Kartoffel-porresuppe med røget laks og purløgsolie

Anmeldelse af Restaurant LêLê

Restaurant LêLê på Vesterbrogade serverer moderne vietnamesisk mad. Som nævnt et par gange (læs: mange!) før, så er jeg fuldstændig forelsket i det vietnamesiske køkken. Jeg har længe gerne villet prøve at spise på restauranten, men prisen er lige i den høje ende af, hvad SU-budgettet tillader. Så da jeg så, at man kunne få sommermenuen til 250 kr. (normalprisen er 375 kr.) gennem Earlybird, fik vi hurtigt booket bord til samme aften. Det var første gang, vi benyttede os af Earlybird, og det er altså et rigtig smart og nemt koncept – og godt til, hvis man gerne vil spare lidt penge på sit restaurantbesøg 😉

LêLês sommermenu består af 6 delevenlige serveringer: 4 små forretter, 1 hovedret og 1 dessert.

lele2 lele3

Friske ruller med asparges og grøn papaya, betelblad med tatar af oksefilet, courgette med taskekrabbe og spicy salat af melon med fiskesauce og chili

Forretterne var helt sublime og værnede om et køkken, der virkelig formår at sammensætte og balancere smage. Tataren var helt blød og nærmest cremet i konsistensen, og rullerne var friske og sprøde. Taskekrabben kom virkelig til sin ret, og den ellers milde smag blev på fineste vis fremhævet af blandt andet chili og ingefær uden at blive overdøvet. Sidst, men ikke mindst, fik sødmen fra melonen modspil fra både fiskesauce og chili. Fantastisk mad!

lele4

Shortribs braiseret med pho bo-krydderi med salat af krydderurter og crispy sticky rice

Efter forretterne havde vi høje forventninger til hovedretten, som i den grad blev indfriet. Vi fik det møreste kød, jeg længe har spist med masser af smag fra de varme krydderier. Krydderurtesalaten var frisk og let bitter, hvilket passede super godt til de små ris-stykker, der ligeledes var super lækre!

Til dessert fik vi en hasselnøddecrumble med cheesecakecreme og friske jordbær, som vi desværre kom til at spise, før jeg kunne nå at få et billede 😉

Vi fik en helt igennem fantastisk madoplevelse hos Restaurant LêLê! Servicen var ligeledes i top – yderst opmærksom og med god introduktion til de forskellige retter. Maden kom i et let flow, og vi havde en super hyggelig aften. Jeg vil klart anbefale alle at besøge Restaurant LêLê!

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kartoffel-porresuppe med røget laks og purløgsolie