WestMarket og anmeldelse af Mamemi

Torsk med blomkålspuré, crudité, ristede hasselnødder og brunet smør

I weekenden elsker jeg at bruge tid på at lave ekstra lækker mad! Det er her, jeg har tiden til at udvikle opskrifter, afprøve nye teknikker og virkelig dykke ned i madnørderi. Denne weekend gav jeg mig i kast med brunet smør, som var helt nyt for mig. Smagen var noget sødere og langt mere kraftig, end jeg havde forventet, og så dufter det intet mindre end fantastisk! Sødmen fra smørret har brug for masser af syre, som jeg inkorporerede i en blomkålspuré. Det fungerede rigtig godt! Samtidig arbejdede jeg lidt med forskellige teksturer i retten i form af blomkålscrudité og ristede hasselnødder, som skabte rigtig fint modspil til torsken og den bløde puré.

Retten er ideel, hvis du gerne vil imponere kæresten eller veninderne. Retten virker langt mere avanceret, end den egentlig er. De forskellige elementer kræver fuld opmærksomhed, men er derudover relativt nemme at gå til. Samtidig er tilberedningstiden kort, og finder du torsk på tilbud, er det også en forholdsvis billig ret – i hvert fald i forhold til gæstemad!

Jeg vil gerne slå et slag for, at vi generelt skal være bedre til at hæve ambitionsniveauet i køkkenet lidt – det behøver slet ikke at være særlig tidskrævende eller dyrt! Bare hold dig til enkle, gode råvarer, der er i sæson 😉

torsk2

Opskriften svarer til 4 personer

Ingredienser:

  • 4 stykker torsk
  • olivenolie
  • 2 blomkål
  • 1,5 dl fløde
  • 1,5 dl mælk
  • citronsaft
  • salt og peber
  • 1-2 håndfulde hasselnødder
  • 100 g smør
  • brøndkarse

Fremgangsmåde:

Torsk

  • Gnid fisken med lidt olivenolie
  • Krydder med salt og peber
  • Læg et stykke bagepapir over fisken for at beskytte den
  • Bag fisken i ovnen i 12 min. ved 180 grader

Blomkålscrudité

  • Skær ca. et halvt blomkål i fine skiver på et mandolinjern
  • Læg blomkålsskiverne i isvand indtil servering

Blomkålspuré

  • Skær resten af blomkålen i grove buketter
  • Kog blomkålen med fløde og mælk i ca. 10 min. til blomkålen er mør
  • Sigt væden fra
  • Blend blomkålen til puréen er helt glat
  • Smag til med salt, peber og citronsaft

Ristede hasselnødder

  • Rist hasselnødderne på en tør pande til de tager godt med farve
  • Pil skallen af hasselnødderne
  • Hak nødderne groft

Brunet smør

  • Smelt smørret i en gryde ved middel til høj varme til smørret tager farve og dufter af nødder
  • Fjern skummet/vallen fra smørret med en ske
  • Tag smørret af varmen og si bundfaldet fra

Anretning

  • Anret blomkålspuren og træk den forsigtigt over tallerkenen med en ske
  • Læg torsken på blomkålspuréen
  • Læg blomkålscruditéen forsigtigt op ad fisken
  • Fordel den brunede smør med en ske
  • Drys de hakkede hasselnødder over tallerkenen
  • Pynt med brøndkarse

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WestMarket og anmeldelse af Mamemi