Thailandsk kylling med cashewnødder

Dagens aftensmad består af thailandsk kylling med cashewnødder – eller cashew chicken som retten er kendt som i hele verden. Kylling med cashewnødder er klart en af mine favoritter og også en ret, jeg spiste (måske) lidt for mange gange, da jeg var i Thailand sidste sommer 😉
Retten er fuld af smag! Den søde og salte smag fra soja, østers- og fiskesauce, den skarpe smag fra ingefær og hvidløg, det friske fra grøntsagerne og det sprøde fra cashewnødderne – MUMS! Det er en super nem, hurtig og sund hverdagsret. Hvis du (ligesom mig) har soja, østers- og fiskesauce som fast inventar i køleskabet, så er det tilmed en ganske billig ret – og har du det ikke liggende, så er det en god undskyldning for at købe det 😉
Opskriften svarer til 4 personer
Ingredienser:
- 600 g kyllingebryst
- 1 broccoli
- 1-2 porrer
- 250 g champignon
- 4-6 skalotteløg (alt efter størrelse)
- 3 fed hvidløg
- 1 tommelfinger ingefær
- 100 g cashewnødder
- 4 spsk sojasauce
- 4 spsk østerssauce
- 2 spsk fiskesauce
- salt og peber
Fremgangsmåde:
- Skær kyllingen i tern
- Vask og skær broccoli, porrer og champignon i mundrette bider
- Pil og skær skalotteløg i kvarte
- Skræl og snit hvidløg og ingefær fint
- Rist cashewnødderne på en tør pande til de tager let farve
- Steg hvidløg, ingefær og kylling i lidt olie i en wok og krydder med salt og peber
- Tilsæt skalotteløg og steg et par minutter
- Tilsæt resten af grøntsagerne samt sojasauce, østerssauce og fiskesauce og lad det stege til grøntsagerne er møre og kyllingen gennemstegt
- Tilsæt cashewnødder
- Server med ris
Ingen kommentarer endnu