Anmeldelse af BÆST

Anmeldelse af Gorilla

Restaurant Gorilla ligger i den bagerste ende af Kødbyen. Deres lokaler er enorme og indrettet i klassisk Kødbyen-stil med hvide klinker og et industrielt udtryk. Køkkenet er svært at placere i forhold til nationalitet, men menuen er bygget op om flere små serveringer til deling ved bordet. Gorillas menu er normalt 10 retter til 395 kr. per person, men lige nu kører de seks retter til 285 kr. Ret godt tilbud, så det var vi jo nødt til at prøve 😉

Jeg har læst og hørt rigtig meget godt om Gorilla gennem tiden, så forventningerne var høje, og jeg glædede mig til endelig at besøge restauranten.

Den første servering bestod af tre retter: kammusling med grøn tomat, italiensk skinke og tatar. Alle tre retter smagte virkelig skønt med knald på smagen og med styr på sammensætningen og teksturen. Skinken var fyldig, og tataren var krydret. Min helt store favorit var dog kammuslingen, der simpelthen var så fin og fast i teksturen og balanceret i smagen. Virkelig lækre retter!

Anden servering var grillede forårsløg og en pastaret med ærter og lardo. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle mere om retterne, men vores tjener var desværre ikke særligt informerende. Efter første servering var forventningerne helt i top, men der blev vi altså skuffede. Det smagte fint, men var bare kedeligt. Ikke meget at komme efter. Serveringen med forårsløg var virkelig smukt anrettet (se billede), men det er bare ikke nok, hvis smagen ikke er der. Til dessert fik vi en ret med jordbær, basilikumolie og is, som desværre også var ret ligegyldig. Øv.

Som tidligere nævnt var vores tjener meget hurtig om at præsentere retterne. Det synes jeg især er et problem, når menuen er valgt af køkkenet, og man derfor ikke ved på forhånd, hvad man får serveret. Retterne var også forholdsvis små i størrelserne, så det var godt, at vi fik masser af brød. Jeg tror, det hænger sammen med, at Gorilla normalt serverer 10 retter og måske ikke har taget højde for, at man skulle kunne blive mæt af de seks retter.

Generelt var vores oplevelse af Gorilla meget blandet. De første tre retter var fantastiske, og de sidste tre retter var bare ligegyldige og kedelige. Servicen var opmærksom, men mangelfuld. Jeg ved ikke, om Gorilla måske er faldet lidt af på den, efter de har fået så meget opmærksomhed. De skal i hvert fald stramme op og være mere konsistente på mad og service, før jeg vender tilbage. Desværre.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anmeldelse af BÆST