Vietnamesiske kødboller (Bun cha)

Pho Bo Vien (Vietnamesisk nudelsuppe med kødboller)

Jeg synes, der danner sig lidt af et tema i disse dage. Vi holder os til det vietnamesiske køkken og gentager kødbollesuccesen – dog i en lidt anden udgave 😉

Pho er en klassisk vietnamesisk nudelsuppe lavet på enten hønse- eller oksebouillon. Pho får sin dybe, aromatiske smag fra hvidløg, ingefær, fiskesauce og varme krydderier som stjerneanis, kanel, nelliker og peber. Som jeg ser det, kan man lave pho på 2 måder: den “rigtige” og den hurtige – på ben og skrog eller bouillon. Denne opskrift er den hurtige variant lavet på oksebouillon. Her skal suppen kun koge i 30 min., hvorimod en fond kogt på ben skal koge i ca. 3 timer. Det er altså noget af en forskel!

Pho Bo Vien er en variation af pho med oksekødboller. Helt perfekt som hverdagsmad – nem, hurtig og billig at lave! Pho er en ret simpel måde at kaste sig ud i det vietnamesiske køkken, så hvis du er nybegynder, er det et godt sted at starte. Jeg vil vove at påstå, at denne opskrift nærmest ikke kan gå galt 😉

Opskriften svarer til 4 personer

Oksekødboller

  • 500 g hakket oksekød
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tommelfinger ingefær
  • 2 spsk fiskesauce

Hak hvidløg og ingefær fint. Rør farsen af hakket oksekød, hvidløg, ingefær og fiskesauce og lad den trække 30 min. på frost. Dette hjælper farsen med at trække sig sammen og blive spændstig. Form kødbollerne og kog dem i rigeligt vand i ca. 7 min. (alt efter størrelse). Når kødbollerne flyder, er de færdige.

Suppen

  • 2 stjerneanis
  • 1 hel kanelstang (2 hvis de er små)
  • 5 nelliker
  • 10 peberkorn
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tommelfinger ingefær
  • 2 L vand
  • 4 oksebouillon-terninger
  • 4 spsk fiskesauce

Rist krydderierne på en tør pande (eller direkte i gryden) til de dufter aromatisk. Snit løg, hvidløg og ingefær og steg det i lidt olie sammen med krydderierne. Når det begynder at tage farve tilsætter du vand, bouillon og fiskesauce. Lad det koge i 30 min. Si suppen (krydderier og grøntsager har gjort sit) og smag til. Er suppen for mild, kan du lade den koge lidt ind. Er den for kraftig tilsættes lidt vand. Varm kødbollerne i suppen.

Tilbehør

  • 1 pakke risnudler
  • 1 bakke bønnespirer
  • 2 forårsløg
  • 1 chili
  • 1 lime
  • Frisk koriander og/eller mynte

Kog risnudlerne efter pakkens anvisning. Vask bønnespirerne og snit forårsløg og chili i skiver. Skær lime i både. Server suppen med risnudler og kødboller og anret bønnespirer, forårsløg, chili, lime og krydderurter, så man selv kan sammensætte sin suppe 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vietnamesiske kødboller (Bun cha)