Brunch når du gerne vil forkæle (brunchopskrifter på 4 niveauer)

Sådan sylter du grøntsager, og det kan du bruge dem til

Hvis dit kendskab til syltede grøntsager er syltede agurker fra glas på toppen af en hotdog og syltede rødbeder til frikadellerne, så kan du godt glemme alt, hvad du ved. (Sorry 😉 ) Syltede grøntsager er nemlig SÅ meget mere end det. De store konservesglas med søde og bløde grøntsager er nemlig langt fra den hjemmelavede variant. Det kan ikke sådan rigtig sammenlignes.

Syltede rødløg er blevet utrolig populært de seneste år. De smager skønt i salater eller i en hjemmelavet burger. Syltede rødløg er et rigtig godt sted at starte, hvis du er helt ny i at sylte selv – men igen vil jeg slå et slag for, at syltede grøntsager kan meget mere end det!

Hvordan sylter man selv?

En syltelage består basalt set af sukker, eddike og evt. vand. Sukker og eddike går ind og “tilbereder” grøntsagerne, så teksturen bliver blødere, og smagen af grøntsagerne fremhæves og giver en frisk, syrlig og let sød smag (alt efter blandingsforholdet). Normalt varmes syltelagen op, hvorefter du enten kan hælde den over rå grøntsager eller tilberede grøntsagerne i lagen. På første måde bliver grøntsagerne mere sprøde, og på sidste måde bliver de mere bløde. Du kan også lave en kold syltelage, men så skal du gerne bruge flydende sukker (fx honning), da varmen opløser sukkeret i syltelagen.

Jeg kan godt lide, at mine syltede grøntsager er friske i smagen og ikke for søde. Samtidig kan jeg godt lide, at der stadig er bid i grøntsagerne. Derfor bruger jeg følgende basisopskrift og fremgangsmåde, når jeg sylter grøntsager.

Grundopskrift til syltede grøntsager

  • 1,5 dl eddike (fx hvidvinseddike eller æbleeddike)
  • 1,5 dl vand
  • 0,5 dl sukker

Eddike, vand og sukker varmes op i en kasserolle, indtil lagen koger, og sukkeret er opløst. Sluk for varmen og lad lagen køle lidt af. Syltelagen hældes over grøntsagerne i et sylteglas eller anden beholder med lufttæt låg. Denne mængde svarer til et 0,5 L sylteglas. Lagen skal dække grøntsagerne. Sæt glasset i køleskabet indtil brug. Det skal gerne stå på køl i minimum en time inden brug.

Grundopskriften på syltelagen kan varieres på mange måder. Du kan tilføje krydderier som fx peber, fennikelfrø eller nelliker, hvis du vil have et andet smagsudtryk. Du kan også tilføje friske eller tørrede krydderurter, hvor især timian og rosmarin fungerer godt. Du kan også tilføje chili, hvidløg og ingefær for en mere spicy version.

 

Hvilke grøntsager kan man sylte?

Du kan som udgangspunkt sylte mere eller mindre alle grøntsager – men nogle giver bedre mening end andre. Du kan selvfølgelig sylte løg, agurker og rødbeder, men det vidste du nok godt allerede 😉

Det fungerer rigtig godt at sylte rodfrugter. Rodfrugterne beholder rigtig meget af deres sprødhed, og det giver en skøn tekstur. Det kan både være kartofler, gulerødder, rødbeder, jordskokker, pastinakker, knoldselleri, radiser osv. Du kan enten skære rodfrugterne i tern, i brede bånd, i tynde skiver eller strimler eller rive det på et rivejern.

Kål er også godt at sylte. Du kan sylte fintsnittet spidskål, rødkål eller hvidkål, som kan bruges som en frisk og let topping. Du kan bruge en kold syltelage til at marinere og blødgøre grønkål, som gør kålen mindre bitter. Du kan også sylte små buketter eller tynde skiver af blomkål.

Du kan også sylte mere vandholdige grøntsager som fx agurk, peberfrugt og tomat. Du kan med fordel sylte agurk i en kold syltelage, hvor agurken beholder sin sprødhed og saft, som hurtigt forsvinder med en varm syltelage, da agurken er så fin i teksturen. Syltede peberfrugter og tomater bliver sådan lidt relish-agtige og fungerer vildt godt til tapas og til ost.

Du kan også sylte ‘smagsgivere’ som chili og ingefær, som giver en helt ny smagsoplevelser. Syltet ingefær kender du måske fra sushi?

 

Hvad kan man bruge syltede grøntsager til?

Syltede grøntsager kan bruges til en masse ting. Syltede rødløg, agurker, peberfrugt og syltet spidskål er super lækkert som topping til en hotdog, i en burger, i en wrap, tacos eller i et pitabrød. Det giver et frisk pift, der passer rigtig godt til fast food-retterne.

Syltede grøntsager er helt fantastiske i salater. Du kan fx blande syltede rødløg i en salat med quinoa, feta og spinat. Generelt passer syltede grøntsager rigtig godt i salater med fylde fra stivelse (fx kerner, perlebyg og bulgur), fedme (fx feta, mozzarella og andet ost) og knas (fx kerner og nødder). Syltede grøntsager smager også fantastisk sammen med krydrede smage som paprika, soja og karry. Brug gerne syltede grøntsager i en salat med marokkanske smage eller i en vietnamesisk nudelsalat.

Syltede grøntsager er også rigtig gode til at lave spændende vegetariske retter. Det giver noget ekstra til retten, når grøntsagerne er tilberedt på forskellige måder, så du både har fx noget råt, noget bagt og noget syltet. Syltede grøntsager giver et fantastiske modspil til både bagt græskar og bagt aubergine, der har en dyb sødme.

Syltede grøntsager er en lækker topping til gryderetter med masser af saft og kraft. Det kan give en friskhed til en ellers tung ret. Brug fx syltede rødløg, syltede gulerødder eller syltet spidskål som topping til ragout eller helt old school boller i karry. Det samme gælder fyldige ovnretter som fx lasagne. Sidst, men ikke mindst, er syltede grøntsager helt perfekt til tatar!

 

Opskrifter med syltede grøntsager

Oksetatar med confiteret æggeblomme, crumble, dijonmayo og syltede rødløg

Se opskriften her

 

Crostini med avocadocreme og lynsyltede radiser

Se opskriften her

 

Langtidsbraiseret svineragout med speltotto og syltede rødløg

Se opskriften her

 

Pangasius med ærtepuré og syltet fennikel

Se opskriften her

 

Kyllingeballotine med ramsløg, blomkålspuré og syltet gulerod

Se opskriften her

 

Vietnamesisk banh mi sandwich

Se opskriften her

 

Asiatiske tacos med five spice pork

Se opskriften her

 

Vietnamesiske kødboller med risnudler og syltet gulerod

Se opskriften her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brunch når du gerne vil forkæle (brunchopskrifter på 4 niveauer)