De største madtrends i 2017 (og et kig ind i 2018)

Jule panna cotta med kirsebærgelé og krystalliseret hvid chokolade

Her får I opskriften på den fineste juledessert: nemlig denne lækre jule panna cotta med syrlig kirsebærgelé og krystalliseret hvid chokolade. Panna cottaen er i sig selv super nem at lave, mens geléen og den krystalliserede chokolade er lidt mere teknisk.

Det er vigtigt, at panna cottaen har sat sig, før du fordeler kirsebærgeléen. Og kirsebærgeléen må ikke være for varm – den skal være til at røre ved.

Når du laver krystalliseret hvid chokolade, handler det hele om kemi. Siruppen skal være 135 (130-140) grader varm for at chokoladen krystalliserer, så her har du altså brug for et termometer. Jeg brugte et stegetermometer, men et sukkertermometer er at foretrække. Jeg har også prøvet at gøre det uden termometer, og det kan man altså IKKE 😉

Så hvis du væbner dig med lidt tålmodighed, kan du sagtens kaste dig ud i denne dessert. Den er lidt avanceret, men det er altså det hele værd – for hold nu op, hvor er det lækkert!

Jeg har brugt guldstøv fra Mill & Mortar til at pynte desserten.

Jule panna cotta

Opskriften svarer til 6 personer

Panna cotta med hvid chokolade

  • 500 ml fløde
  • 1 vaniljestang
  • 2 spsk sukker
  • 125 g hvid chokolade
  • 2½ blad husblas

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand i ca. 10 min. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom fløde, sukker, vaniljekorn og vaniljestang i en gryde og lad det koge langsomt op. Fisk vaniljestangen op af fløden. Hak chokoladen fint og kom den i gryden. Rør rundt til chokoladen er smeltet og tag gryden af varmen. Vrid husblassen fri for vand og rør den ud i panna cottaen. Hæld panna cottaen på glas og stil dem på køl i minimum 4 timer.

Kirsebærgelé

  • 3 dl kirsebærsauce
  • 2-3 spsk citronsaft
  • 2½ blad husblas

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand i ca. 10 min. Si kirsebærene fra kirsebærsaucen (så du får en glat gelé) og smag saucen til med citronsaft. Den må gerne være ret syrlig, da resten af desserten er meget sød. Varm kirsebærsaucen op, vrid husblassen fri for vand og rør husblassen ud i kirsebærsaucen. Lad saucen køle af i ca. 5 min., hvor du rører i saucen en gang imellem. Fordel kirsebærgeléen oven på dine panna cotta og stil dem på køl i yderligere 3 timer.

Krystalliseret hvid chokolade

  • 40 g hvid chokolade
  • 40 g vand
  • 40 g sukker

Kom vand og sukker i en gryde og lad det koge op til 135 grader. Du skal være rimelig nøjagtig med temperaturen – er massen for kold, så krystalliserer chokoladen ikke og er den for varm, så brænder det på. Hak chokoladen groft og smelt chokoladen i microovnen eller over et vandbad. Pisk chokolade og sirup sammen med en elpisker til chokoladen danner krystaller og får konsistens som jord. Fordel chokoladen på et stykke bagepapir og lad det køle af. Opbevar chokoladen i en lufttæt beholder på køkkenbordet.

Drys den sprøde chokolade over dine panna cotta lige inden servering.

2 kommentarer

  • Carina

    Hej
    Jeg skal prøve at lave denne dessert. Når du skriver kirsebærsauce er det som dem som er lidt tyknet i forvejen eller kan man bruge amarena kirsebær? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Food Salute

      Hej Carina

      Jeg bruger den færdige kirsebærsauce – den der er lidt tyknet. Jeg har ikke forsøgt mig med amarena kirsebær, men jeg kunne forestille mig, at mængden af husblas og citronsaft er lidt anderledes 🙂

      Kh Christine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De største madtrends i 2017 (og et kig ind i 2018)