Braiserede svinekæber med perlebyg

Hovedretten til sidste uges madklub bestod af braiserede svinekæber med perlebyg. Det er virkelig comfort food, der vil noget! Den lange tilberedningstid gør kæberne utrolig møre, og perlebyggen får en nærmest risotto-agtig smag fra hønsefonden – MUMS!
Maden er super nem at tilberede, og retten passer sig selv det meste af tiden. Det kræver lidt øvelse at skære sener fra kæberne – så tag dig god tid eller få slagteren til det 😉
Opskriften svarer til 6 personer
Ingredienser:
- 800 g svinekæber
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 gulerod
- 3 kviste timian
- 3 dl mørk øl (f.eks. brown ale)
- 3 dl æblemost
- 5 dl svine- eller hønsebouillon
- 1 dl fløde
- salt og peber
- 500 g perlebyg
- 1 L hønsefond
Fremgangsmåde:
- Afpuds svinekæberne for sener og fedt
- Brun kæberne i en gryde med lidt olie
- Skræl og hak løg, hvidløg og gulerod groft
- Tilsæt løg, hvidløg, gulerod og timian og lad det stege i et par minutter
- Tilsæt øl og æblemost og lad det koge ind til det halve
- Kom gryden i ovnen og braiser kæberne ved 150 grader i 1½ time
- Kog perlebyg i hønsefond efter pakkens anvisning
- Sig kæber og grøntsager fra saucen og smid grøntsagerne ud
- Tilsæt bouillon til saucen og lad det koge ind til den ønskede konsistens
- Smag til med fløde, salt og peber
- Kom kæberne tilbage i gryden og lad dem genopvarme
Ingen kommentarer endnu