Tatar med confiteret æggeblomme, crumble, dijonmayo og syltede rødløg

Tatar er den oplagte gæsteforret, hvis du gerne vil imponere! Tatar er virkelig simpelt, og tilbehøret kan varieres i det uendelige efter tid og ambitionsniveau. Denne tatar kan godt virke lidt avanceret, men den er faktisk relativt nem at gå til. De fleste elementer kan forberedes inden gæsterne kommer, hvilket jeg selv værdsætter, når jeg får gæster.
De confiterede æggeblommer kan godt være lidt tricky, men bare sæt god tid af til at anrette (og køb nogle ekstra æg til, når det går galt – for det vil gå galt 😉 ). De andre elementer (syltede rødløg, rugbrødscrumble og dijonmayo) kan du lave om formiddagen, så du kun skal hakke og røre tataren inden anretning.
Optimalt set ville jeg have valgt at røre min egen mayonnaise, men nogle gange skal man springe over, hvor gærdet er lavest – især hvis det betyder mere tid med dine gæster!
Opskriften svarer til 4 personer
Ingredienser:
- 400 g okseinderlår, oksefilet eller mørbrad
- 2 skalotteløg
- 3 spsk olivenolie
- 2 tsk dijonsennep
- tabasco
- 1 spsk citronsaft
- 1 bundt estragon
- 1 lille håndfuld purløg
- 1 lille håndfuld persille
- salt og peber
- 4 skiver rugbrød
- 2 spsk mayonnaise
- 2 tsk dijonsennep
- salt og peber
- 2 rødløg
- 2 dl æbleeddike
- 1 dl vand
- 1 dl sukker
- 10 peberkorn
- 4 æggeblommer
- 3 dl rapsolie
Fremgangsmåde:
Tatar:
- Skær eventuelle sener og fedt fra kødet
- Hak kødet groft med en skarp kniv
- Hak løg og krydderurter fint
- Bland kød, løg, krydderurter, olivenolie, dijonsennep, tabasco og citron
- Smag til med salt og peber
Rugbrødscrumble:
- Skær skorpen af rugbrødet
- Blend eller smulder rugbrødet fint
- Steg crumblen på en tør pande ved middel varme til det er sprødt
- Opbevar ved stuetemperatur
Dijonmayo:
- Bland mayonnaise og dijonsennep
- Smag til med salt og peber
Syltede rødløg:
- Skær rødløgene i kvarte og del løgene i skaller
- Bland æbleeddike, vand, sukker og peberkorn og lad det koge op
- Hæld syltelagen over rødløgene
- Stil på køl i minimum 1 time
Confiterede æggeblommer:
- Fordel æggeblommerne i ramekiner eller lignende
- Hæld olie ved til æggeblommen er dækket
- Bag æggeblommerne i ovnen ved 65 grader i 1 time
- Du kan evt. lave æggeblommerne nogle timer i forvejen. Så skal du bare lade dem ligge i olien til de skal bruges.
Ingen kommentarer endnu