Bedste restauranter i København pt. (part 1 - marts 2019)

Bagt havregrød muffins med æble og peanut butter

Nemme, sunde og lækre muffins lavet på bagt grød. De er lavet med æblemos og peanut butter og uden sukker (hvis du bruger en æblemos og peanut butter uden sukker – læs ingredienslisten!), så du kan spise dem med super god samvittighed 😉

Jeg prøver for tiden at skære ned på, hvor meget sukker jeg spiser. De der kender mig, vil vide, at det er svært! Jeg har en kæmpe svaghed for is, slik, chokolade, bagværk – ja alt, hvad der er godt her i livet. Jeg er typen, der sagtens kan finde på at spise slik i stedet for aftensmad. Uansvarligt? Ja. Lækkert? Ja!

Problemet er bare (som den opmærksomme type måske har bemærket), at det ikke er særlig sundt i længden. Det kræver dog, at jeg planlægger og forbereder mine måltider, så jeg ikke falder i den nemme sukkerfælde, når sulten rammer. Åh altså…

Her er jeg ret vild med grød muffins! Du kan blande dejen sammen på fem minutter, og så skal de bare i ovnen. Det bliver altså ikke meget nemmere. Du kan både nyde dem lune, tage dem med på farten eller opbevare dem et par dage i køleskabet til, når sulten melder sig.

Se også opskriften på bagte grød muffins med banan.

Opskriften svarer til 8 muffins

Bagt havregrød muffins med æble og peanut butter

Muffins

  • 4 dl havregryn
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk kanel
  • lidt salt
  • 1 æg
  • 4 spsk æblemos (købt eller hjemmelavet)
  • 2 spsk peanut butter
  • 2 dl havremælk (eller anden mælk/plantemælk)

Rør havregryn, bagepulver og kanel sammen med lidt salt. Tilsæt æg, æblemos og peanut butter og rør godt rundt. Tilsæt herefter mælk. Konsistensen skal være til den våde side, så dine muffins ikke bliver tørre, når de bliver bagt. Fordel blandingen i en muffinform (papirsforme eller en smurt bageform). De hæver lidt, så pas på med at fylde formene for meget. Bag dem i ovnen ved 180 grader varmluft i 20 min.

Topping

Hvis du vil have lidt knas som topping på dine muffins, kan du hakke en håndfuld mandler, og blande det sammen med lidt havregryn (og evt. honning) og fordele det på toppen af muffins’ne, inden du bager dem.

 

2 kommentarer

  • Yvonne

    Kan de fryses?…. alt kan vel fryses men er de egnet til det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Food Salute

      Hej Yvonne

      Jeg har faktisk ikke prøvet, men jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle fungere fint – også i forhold til ingredienserne 🙂

      Kh Christine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bedste restauranter i København pt. (part 1 - marts 2019)