Grillet peberfrugt pesto med hvidløg og timian

Anmeldelse af 108

108 er nomas lillesøster, som ligger lige på den anden side af Inderhavnsbroen ved Broens Gadekøkken. Køkkenet er nordisk med fokus på lokale råvarer i sæson. I 2017 fik 108 en Michelin-stjerne, som de forsvarede i 2018.

Af samme grund er 108 også dyrere, end hvor jeg normalt går ud og spiser. Dog er det stadig muligt at besøge 108, selvom pengene ikke rækker til den helt store pakke! 108 har nemlig både en teatermenu til 395 kr. (med seating kl. 17 eller 17.30), og så er de ofte en del af forskellige madarrangementer. Vi var afsted gennem Spis & Støt for Kræftens Bekæmpelse, hvor vi gav 500 kr. for 4 retter – og så gik pengene oven i købet til et godt formål!

Maden var intet mindre end fantastisk, og 108 lever i den grad op til både forventningerne og deres Michelin-stjerne. Til at starte med fik vi det bedste surdejsbrød, jeg i mit liv har fået. Det smagte himmelsk! Så kom første ret, der var en delikat servering af små tern af kartofler i en cremet æggeblommesauce toppet med caviar. Anden servering var marinerede grønne asparges, der var vendt i en sprød crumble med røget æggeblomme som dip. Tredje ret var et ultramørt stykke glaseret svinebryst med ‘læder’ lavet på solbær og friteret ramsløg. Holy moly, det var godt! Tilsidst sluttede vi af med en dessert med marinerede rabarber og en helt fantastisk is lavet på kombu tang. SÅ fløjsblød og cremet. Jeg var helt oppe at køre over, hvordan 108 havde formået at trylle helt simple, danske råvarer om til den ene sublime gourmetret efter den anden!

Udover at maden var FANTASTISK, kunne vi også godt mærke på servicen, at vi var på en restaurant af en anden kaliber. Tjenerne var super dygtige og kompetente, når de præsenterede retter og vine. Alt kørte i et behageligt flow, og vi manglede dem ikke et eneste sekund. Der var bare styr på det!

108 får min varmeste anbefaling. Hvis du så meget som overvejer at spendere lidt ekstra på et restaurantbesøg, så er det bare med at komme afsted. Måske næste gang du har noget at fejre? Maden er i top, og det samme er service og stemning. Vi havde den skønneste aften!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grillet peberfrugt pesto med hvidløg og timian