Miniguide til Albufeira

Grillet peberfrugt pesto med hvidløg og timian

Jeg er ret vild med at servere tapas, når jeg får gæster. Både hvis vi er mange, eller hvis jeg bare får en veninde på besøg en aften. Det er noget af det hyggeligste at sidde og nippe til forskellige retter, mens man får vendt hele verdenssituationen!

Dog synes jeg ofte, at det er svært at begrænse sig, når menuen står på tapas. Der findes så mange muligheder, og man vil gerne diske op med det hele. Men i princippet har man jo hverken tid, råd eller overskud til at stå i køkkenet hele dagen. Derfor prøver jeg altid at holde mig til 3-4 retter. Selvom det kan være en udfordring 😉

Denne gang lavede jeg en variation af gambas al ajillo, som er rejer i hvidløgsolie (se opskriften her). Her brugte jeg bare helt almindelige rejer i lage og marinerede dem i olie, hvidløg, finthakket persille og lidt tørret chili. Ikke noget med at stege dem. Det behøver du kun, hvis du fx bruger tigerrejer. Derudover lavede jeg hjemmelavet stracciatella, som efterhånden er blevet lidt af min signaturret (se opskriften her). Det smager SÅ godt og er SÅ nemt at lave! Og så lavede jeg en pesto på grillet rød peberfrugt, som jeg serverede med parmaskinke. Så lækkert!

Pestoen er ret intens og har en skøn røget smag. Du kan enten bruge den til tapas, som dip til kartofler eller grøntsager, smurt på en skive brød eller knækbrød eller du kan vende den i en pastaret.

Grillet peberfrugt pesto med hvidløg og timian

  • 30 g mandler
  • 2 røde peberfrugter
  • 5 kviste timian
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 tsk røget paprika
  • evt. lidt chili
  • salt og peber

Start med at tænde ovnen på 220 grader. Bag mandlerne i ovnen i 5 minutter til de tager lidt farve. Halver peberfrugterne og fjern stilk og kerner. Læg peberfrugterne på en bageplade med bagepapir med snitfladen ned. Bag dem i ovnen i 20-25 min til skindet bliver sort, men hold øje – det går lige pludselig stærkt. Lad peberfrugterne køle af i et par minutter og læg dem så i en pose eller i en bøtte med låg. Varmen og kondensen vil gøre det meget nemmere at fjerne skindet. Pluk bladene af timianen og kør timianblade og mandler i en minihakker (eller foodprocesser eller hvad du nu har). Det skal være relativt finthakket, men uden at blive til mel. Fjern skindet fra peberfrugterne og kom peberfrugt, hvidløg og olivenolie ned til mandlerne og kør det til pestoen er ensartet. Smag til med røget paprika, salt, peber og evt. lidt chili. Husk på, at du ikke spiser pestoen rent, så den må gerne være lidt kraftig i smagen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Miniguide til Albufeira