Skønne opskrifter til julefrokosten med masser af smag

De største madtrends i 2017 (og et kig ind i 2018)

bestnine

Så er vi ved at være ved slutningen af året. Det har været et utrolig spændende år, når det kommer til madtrends! Både i forhold til gengangerne og de helt nye trends. Maden er sund og farverig – og virkelig lækker!

På det første billede kan du se mine mest likede billeder på Instagram fra 2017. Og jeg må da indrømme, at jeg vist selv følger nogle af 2017’s største madtrends 😉

Som madblogger bruger jeg utrolig meget tid på at udforske nye madtrends både online på digitale og sociale medier, men også offline i restaurationsbranchen og gennem kogebøger og madmagasiner. Så her vil jeg gennemgå, hvad jeg mener, har været de 10 største madtrends i 2017. En lille trip down memory lane!

skaermbillede-2017-12-13-kl-11-02-14

Smoothiebowls

De farverige smoothiebowls med de smukkeste toppings hittede i den grad i 2017. Og med god grund – de er jo vildt smukke! Man kan næsten ikke undgå at støde på dem, når man åbner Instagram. Generelt er vi begyndt at gøre mere ud af morgenmaden, og den skal gerne være både sund, flot og lækker. Vi er især vilde med at toppe vores smoothiebowl med frisk frugt og bær.

 

skaermbillede-2017-12-13-kl-11-10-14

Grød

Det er ikke kun smoothiebowlen, der hitter på morgenbordet. Vi er også vilde med grød! Alt fra den klassiske havregrød til den hypede chiagrød. Og selvfølgelig også med toppings. Personligt tror jeg, at vi er gået over til den fyldige grød som en modreaktion til den “lette morgenmad” med skyr eller yoghurt. Vi vil gerne være mætte! Det nyeste er kage-grød, der smager af fx gulerodskage eller drømmekage. Selvforkælelse på højt plan!

 

skaermbillede-2017-12-13-kl-11-16-42

Avocado

Avocado må efterhånden være en af de madtrends, der har hittet i længst tid! I 2017 var det især avocadotoasten, der var at finde alle steder. Gerne toppet med lidt sesam eller chiliflager eller rullet som en avodadorose. Avocadoen er både sund og flot og passer derfor helt perfekt til Instagram. Mon ikke vi også tager avocadotrenden med os ind i 2018? 😉

 

skaermbillede-2017-12-13-kl-11-23-08

Poke bowls

Poke bowls er stadig relativt nyt i Danmark, men de har allerede fået stor succes. De hawaiianske poke bowls er fyldt med rå fisk, ris og friske grøntsager. To gennemgående madtrends fra 2017 er toppings og mad serveret i en skål – og du får begge dele i en poke bowl. Udover poke bowl er vi også vilde med buddha bowl, som er en mere generel betegnelse for en skål fyldt med en masse forskellige elementer.

 

skaermbillede-2017-12-13-kl-12-07-24

Cloud eggs

I 2017 har du helt sikkert heller ikke kunne undgå at støde på Instagramfænomenet cloud eggs. Når man laver egg clouds, pisker man æggehviderne stive og luftige og bager dem i ovnen sammen med æggeblommen. Æggehviderne ligner en lille sky, så du kan blive i drømmeverdenen, selv efter du er stået op!

 

skaermbillede-2017-12-13-kl-12-17-45

Grønkål 

Kål var et kæmpe hit i 2017! Både grønkål, men også mange andre former for kål. Kål er super sundt og fuld af fibre – og så er det en af de grøntsager, vi dyrker rigtig meget af i Danmark. Grønkål har haft sin storhedstid, men vi er langsomt ved at få øjnene op for andre kåltyper. Måske må grønkål afgive førstepladsen i 2018?

 

skaermbillede-2017-12-13-kl-12-24-55

Burrata

Burrata er en italiensk ost, der vel lidt kan ses som mozzarellaens storebror. Bare mere cremet og kraftig i smagen. Burrataen er en af vores yndlingsforretter, når vi er ude at spise – ofte serveret med tomater, salat eller brød. Jeg er selv stor fan af burrata, og jeg håber, at vi tager den lækre ost med ind i 2018!

 

skaermbillede-2017-12-13-kl-12-40-36

Hjemmelavet pizza

Den hjemmelavede pizza har fået lidt af en revival i 2017. Pizzabunden er ofte hjemmelavet og gerne tilsat grøntsager eller grovere typer af mel. Og skal det gå hurtigt, så laver vi vores pizza på et pitabrød eller en tortilla. Fyldet er også blevet sundere med masser af grøntsager og mindre kød. Det er ikke, fordi pizzaen er blevet en helseting, men vi vil gerne lave den af ordentlige og friske råvarer!

 

skaermbillede-2017-12-13-kl-12-46-44

One pot

På en travl og hektisk hverdag må maden gerne være nem og uden for meget opvask. Velkommen til one pot middagen. Konceptet er, at alt tilberedes i den samme gryde, pande eller fad. Især one pot pasta har været et hit i 2017, hvor gryden fyldes med spaghetti, friske grøntsager, kød og sauce. Lad det hele koge sammen og så har du aftensmad!

 

skaermbillede-2017-12-13-kl-12-49-38

Vafler

Vafler til morgenmad, frokost, aftensmad og dessert. 2017 har vist, at man kan spise vafler på alle tidspunkter af døgnet! Og vi spiser ikke længere kun søde vafler. Vi er vilde med madvafler med fyld og toppings af både kød og grøntsager. Der findes vel ikke en madblogger i hele Danmark, der endnu ikke ejer et vaffeljern – altså lige med undtagelse af mig 😀

 

Et kig ind i 2018

Vi har fået et mere omfattende syn på mad. Vi fokuserer på helheden, og det er ikke længere kun vigtigt, at den mad vi spiser er sund og god for os selv – den skal også være god for vores omverden. Maden skal gerne være økologisk og miljøvenlig, og derfor har vi skåret ned i vores indtag af kød, vi køber lokale råvarer og vi undgår madspild. Det tror jeg, er en trend, vi vil se i endnu højere grad i 2018!

Sundhedstrenden fortsætter, men vi er ikke lige så sukker- og fedtforskrækkede som tidligere. I stedet går vi meget op i, at spise “rene” råvarer, der ikke er forarbejdede. Vi spiser mange grøntsager, frugt og nødder, og vi er blevet mere kreative, når det kommer til anvendelse og tilberedning i både det salte, men også det søde køkken.

I 2018 skal maden stadig være sund, men det er også vigtigt, at den er velsmagende og indbydende at se på. Vi vil gerne have farverig og eksotisk mad, som aktiverer vores sanser, og maden må gerne være spændende og anderledes. Vi er blevet meget internationale, når vi spiser ude, hvor vi gerne prøver mad fra hele verden. Denne trend tror jeg, vil rykke ind i hjemmekøkkenet, så det bliver langt mere almindeligt at spise daal eller poke bowls på en helt almindelig tirsdag aften.

I 2018 tror jeg, at vi vil fokusere endnu mere på at undgå madspild ved at udnytte hele råvaren – både broccolistok og gulerodstop. Jeg tror fortsat, at vi vil spise mindre kød og kigge efter grønnere alternativer. Generelt tror jeg, at vi vil søge endnu flere alternativer til de madvarer, vi gerne vil undgå som f.eks. sukker, mel og mælkeprodukter.

Jeg glæder mig vildt meget til at se, hvad 2018 bringer af nye madtrends. Mon ikke de bliver lige så smukke og Instagramvenlige, som de største madtrends fra 2017? Hvilke madtrends husker du bedst fra 2017? Og hvad tror du, der kommer til at ske i 2018?

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skønne opskrifter til julefrokosten med masser af smag