Anmeldelse af Fish & Lobster (WestMarket)

Mexicanske fish tacos med mangosalsa

Så er jeg hjemvendt fra ferie. Jeg havde en fantastisk uge på Rhodos med min skønne veninde, hvor vi slappede af i solen, badede i poolen og spiste lækker mad! I den forbindelse arbejder jeg også på en lille guide til Rhodos’ restauranter – specielt området Ialyssos hvor vi boede. Men meget mere om det senere!

Det var dog lidt trist at komme hjem til regnfulde og grå Danmark. Derfor drømmer jeg mig væk til varmere himmelstrøg med disse mexicanske fish tacos med mangosalsa! De er både friske, spicy og ikke mindst farverige – man er vel i feriestemning lidt endnu 😉

Opskriften er super simpel og tager nærmest ingen tid at lave – især ikke hvis man snyder lidt og køber sig til færdiglavede tortillas. Fisken bliver ekstra lækker af at trække i marinaden, men har man ikke tid, så springer man det bare over. Der er ingen grund til at gøre det besværligt!

fishtaco4

Opskriften svarer til 4 personer

Mexicanske fish tacos

  • 4 torskefileter (eller anden hvid fisk)
  • 2 spsk olie
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk paprika (gerne røget)
  • 1 tsk oregano
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk cayennepeber
  • ½ tsk chiliflager
  • 8-12 små hvedetortillas (gerne hjemmelavet efter denne opskrift)

Bland olien med krydderierne og kom marinaden i en frysepose. Kom torsken ned i posen og fordel marinaden så alle torskefileterne er dækket. Lad det gerne trække på køl i 30 min. Kom torskefileterne i et ovnfast fad og bag dem i ovnen i 12 min. ved 180 grader. Del torsken i mindre stykker med en gaffel.

Mangosalsa

  • 1 mango
  • 1 rødløg
  • 1 chili
  • saften fra 1 lime
  • 2 håndfulde koriander

Snit rødløget fint og skær mangoen i tern. Skær chilien i skiver og hak korianderen groft. Bland det hele sammen og tilsæt limesaft. Lad det gerne trække i et kvarters tid.

Lun dine tortillas og top dem med fisken og mangosalsa.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anmeldelse af Fish & Lobster (WestMarket)