Anmeldelse af Ris8 (WestMarket)

Asiatiske tacos med five spice pork

Da jeg var i London i foråret, fik jeg serveret de lækreste asiatisk inspirerede tacos på Wahaca med five spice pork. De var simpelthen så gode, og siden da har jeg drømt om at sætte tænderne i dem igen! Men eftersom Wahaca ikke findes i Danmark (de burde lige åbne en biks i København, tak!), måtte jeg kaste mig ud i at genskabe disse vidunderlige tacos selv. Det blev i den grad en succes – hold nu op, hvor smager det bare lækkert!

Opskriften er måske lidt omfattende, men der findes smutveje – køb tortillas og five spice færdiglavet, og så er det faktisk ret overskuelig aftensmad! Kødet skal have længe i ovnen, men selve forberedelsestiden er hurtigt overstået 😉

taco10

Opskriften svarer til 4 personer

Five spice pork

  • 500 g nakkefilet
  • 2 stjerneanis
  • 1 kanelstang (eller 1 tsk kanel)
  • 1 tsk fennikelfrø
  • 1 tsk nelliker
  • 2 tsk peber
  • 2 fed hvidløg
  • ½ chili
  • 1 tommelfinger ingefær
  • 1 dl soja
  • 1 dl vand
  • 1,5 spsk sukker
  • Evt. sriracha sauce

Rist stjerneanis, kanelstang, fennikelfrø, nelliker og peber på en tør pande til du kan dufte krydderierne. Stød krydderierne til pulver i en morter. Mariner nakkefileten i krydderiblandingen i minimum 1 time og gerne natten over.

Hak hvidløg, chili og ingefær og bland det med soja, vand og sukker. Skær nakkefileten i 2 stykker og braiser kødet i sojablandingen i ovnen i 2-3 timer ved 100 grader. Riv kødet fra hinanden med to gafler. Hæld marinaden fra og smag kødet til med sriracha sauce.

Syltede løg

  • 2-3 løg
  • 1,5 dl eddike
  • 1,5 dl vand
  • 1 dl sukker

Snit løgene i både. Kog eddike, vand og sukker op, og lad lagen køle lidt af. Hæld lagen over løgene og stil på køl i minimum 1 time.

Asiatisk slaw

  • ½ spidskål
  • 3 gulerødder
  • 3 spsk olie
  • 2 spsk limesaft
  • 2 spsk fiskesauce
  • salt og peber
  • 1 dl sesam

Skær gulerødder og spidskål i fine strimler. Bland olie, limesaft og fiskesauce og smag til med salt og peber. Bland grøntsagerne med dressingen og sesam.

Tortillas

  • 225 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk salt
  • 40 g smør
  • 1 dl lunken vand

Bland mel med bagepulver og salt. Bland smør i melblandingen til melet smuldrer. Tilsæt lunkent vand og ælt dejen. Den må gerne være lidt klistret, men ikke meget. Del dejen i 8 stykker, og lad den hvile i 10 minutter. Rul hver tortilla tyndt ud mellem 2 stykker bagepapir. Steg tortillaerne på en varm pande til de tager farve på begge sider. Det tager ca. 30 sekunder per side. Hold tortillaerne varme under et viskestykke.

Server dine tacos med den asiatiske slaw, five spice pork, syltede løg og evt. limebåde og koriander.

taco6

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anmeldelse af Ris8 (WestMarket)