Rødbedetatar med gedeost, brombær og estragon

Rimmet torsk med kørvelolie og variation af jordskokker

I dag vil jeg dele opskriften på den 2. ret af min fødselsdagsmenu nemlig rimmet torsk med jordskokkepuré, kørvelolie og jordskokkechips. Hvis du vil læse (eller genlæse) opskriften på de øvrige retter, så bestod min fødselsdagsmenu af:

Den salte og søde torsk passede så fint til den cremede og let syrlige jordskokkepuré, den aromatiske olie og de sprøde jordskokkechips. For mig er dette en meget fin og feminin ret med milde smage, der komplimenterer og fremhæver hinanden. Derudover er de sarte farver utroligt smukke på tallerkenen – synes I ikke? 😉

rimmet7

Opskriften svarer til 6 personer

Rimmet torsk

  • 250 g torskefilet
  • 1,5 spsk salt
  • 1,5 spsk sukker

Bland sukker og salt sammen og fordel blandingen over torsken. Pak torsken stramt i husholdningsfilm og sæt fisken på køl i minimum 3 timer og gerne natten over. Skyl torsken fri for salt og sukker og skær den i skiver med en skarp kniv.

Kørvelolie

  • 1 dl rapsolie
  • 1 håndfuld kørvel

Blend rapsolie og kørvel i 5 minutter. Herefter kan du vælge at lade olien være, som den er eller si den gennem et klæde, hvis du gerne vil have en helt fin olie. Jeg kan nu godt lide, at man kan se urterne i olien.

Jordskokkepuré

  • 500 g jordskokker
  • 1,5 dl mælk
  • 1,5 dl fløde
  • 2 spsk smør
  • citron
  • salt og peber

Skræl og skær jordskokkerne i tern og kog dem i mælk og fløde i ca. 20 minutter til de er møre. Blend puréen glat med smør og smag til med salt, peber og citron.

Jordskokkechips

  • 2 jordskokker
  • 2 dl rapsolie

Skræl jordskokkerne og skær dem i helt tynde skiver på et mandolinjern. Læg jordskokkerne i vand med lidt eddike, så de ikke bliver brune. Dup jordskokkerne tørre med køkkenrulle og fritér dem i rapsolie til de bliver gyldne. Lad chipsene blive sprøde på et stykke køkkenrulle.

Anret jordskokkepuréen på en tallerken og dryp kørvelolie rundt om. Læg forsigtigt torsken oven på puréen og top med jordskokkechips.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rødbedetatar med gedeost, brombær og estragon