Opskrift: Fiskesuppe

Opskrift: Tonkotsu ramen med chashu

Ramen er jo næsten blevet et modefænomen her i København. Jeg synes, der åbner den ene ramenbar efter den anden! Dog prøvede jeg faktisk først ramen, da jeg var i Bruxelles i efteråret med min søde kæreste – og vi var solgt! Den lækre, intense suppe med mørt og saftigt svinekød, smilende æg og friske grøntsager – uhm hvor er det bare lækkert!

Ramen er en japansk nudelsuppe, der findes i et utal af variationer. Der findes næsten lige så mange opskrifter, som der findes japanere 😉 De fleste opdeler ramen i 4 kategorier, som er shoyu (soja), miso, shio (skaldyr) og så tonkotsu (svinekød), som er brugt i denne opskrift. Dog har jeg også set mange bruge kyllingefond som base for suppen, og det fungerer også godt.

Chashu er svinekød braiseret i en sød og salt sojabaseret sauce. Til denne opskrift har jeg valgt at bruge nakkefilet, men det kunne lige så vel have været svinebryst, ribbensteg, kamsteg eller andet. Har man nu lige 4 skiver rester af hamburgerryg liggende i fryseren, så er det oplagt at bruge dem her! Så ville jeg dog ikke marinere kødet, men bare bruge det direkte i suppen. Man kan også sagtens lave ramen med kylling, and, rejer eller andet og så bare bruge kyllinge- eller fiskefond.

I forhold til grøntsager til suppen kan man også bruge, hvad man har lyst til, eller hvad man nu lige har liggende. Til denne opskrift har jeg brugt portobellosvampe, forårsløg og wakame tang, men næsten alt kan bruges: porre, spinat, bønnespirer, chili, bok choi, spidskål, løg, radisse, majs eller peberfrugt – you name it.

Så her har I min version af tonkotsu ramen med chashu – det smager altså VANVITTIGT godt!!!

Opskriften svarer til 4 personer

Ingredienser:

  • 500 g nakkefilet
  • salt og peber
  • 3 dl vand
  • 1½ dl soja
  • 1½ spsk sukker
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 tommelfinger ingefær
  • 4 fed hvidløg
  • 2 L vand
  • 1 kg svineben (f.eks. spareribs) eller 4 bouillonterninger
  • 3 spsk fiskesauce
  • 1 spsk soja
  • 1 spsk østerssauce (kan udelades)
  • 4 æg
  • 1 pakke ramennudler
  • 200 g portobellosvampe
  • 1 håndfuld wakame eller noritang
  • sriracha chilisauce (kan udelades)

Fremgangsmåde:

  1. Læg nakkefileten i et fad og krydder godt med salt og peber
  2. Bland en marinade af vand, soja og sukker i en skål og rør godt rundt
  3. Hæld blandingen over nakkefileten, dæk fadet med sølvpapir og stil på køl i minimum 1 time (det kan sagtens stå op til 24 timer)
  4. Skær halvdelen af forårsløgene i grove stykker, pil og halvér hvidløget samt skræl ingefær og skær den i skiver
  5. Kom vand, bouillon/svineben, forårsløg, ingefær, hvidløg, fiskesauce, soja og østerssauce og lad det koge op
  6. Skru herefter ned til svag varme og lad simre i 30 min. ved svineben eller til bouillonterningerne er opløst
  7. Smag til med salt og peber
  8. Brun nakkefileten på alle sider
  9. Kom nakkefileten tilbage i fadet med marinaden og giv den 45 min. i ovnen ved 180 grader
  10. Lad kødet hvile i 10 min og skær herefter nakkefilet i skiver
  11. Skær svampe, tang og resten af forårsløgene i skiver
  12. Kog æggene til de er smilende
  13. Kog nudlerne efter pakkens anvisning
  14. Fordel nudler, kød, svampe og tang i en skål og hæld suppen over
  15. Skær æggene i halve og pynt suppen med 2 halve æg og forårsløg
  16. Server suppen med soja og sriracha ved siden af, så man selv kan smage suppen til

Hvis der er rester tilbage, så læg kødet tilbage i marinaden og i køleskabet, så kødet kan trække videre i marinaden

Og husk: hvis du skal spise suppen som en ægte japaner, så skal den altså slubres med en masse smaskelyde 😉

ramen1 ramen6

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift: Fiskesuppe